På sidste års ordinære generalforsamling den 5. marts 2013 her i Kedelhuset var der genvalg for en toårig periode til bestyrelsesmedlemmerne Mona Petersen og Eva Holm-Nielsen, og Peter Schmaltz-Jørgensen blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem. Til suppleanthvervet genvalgte generalforsamlingen Aase Hansen, og der var nyvalg til Mogens Hansen. Som hhv. revisor og revisorsuppleant blev Poul Bønsøe og Carsten Nejst Jensen genvalgt.
Ud over de nævnte medlemmer indgår også Inge Elsøe, Henrik Selsøe Sørensen og jeg selv i bestyrelsen, og efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig uændret med mig som formand, Inge Elsøe som næstformand og kasserer og Eva Holm-Nielsen som sekretær. Vi har holdt 6 bestyrelsesmøder i årets løb, normalt i Frivilligcentret, og alle bestyrelsesmedlemmer og suppleanter deltager og har i årets løb på forskellig vis bidraget til foreningens arbejde, som jeg vil komme ind på nu.
Vi kan opdele arbejdet i arrangementer og udgivelser.
Året 2013 bød på 7 arrangementer: den 5. marts i forbindelse med generalforsamlingen fortalte
redaktør Karl Erik Frederiksen lokale sagn og historier fra Gribskov og Frederiksborg. Den 10. april fortalte Lennart Weber om fotograf Peter Elfelt og hans tilknytning til Hillerød. Den 22. maj havde vi arrangeret en sejltur på Slotssøen, hvor jeg fortalte om folk langs søen. Den 25. september var vi i Gadevang Asyl, hvor ”Kesser” fortalte historier fra Gadevang. Den 2. oktober holdt Mogens Hansen foredrag om Hillerød under besættelsen. Den 6. november stod vi for en rundvisning i Folkemuseets udstilling i Frederiksgade, ”Byens rum i store penselstrøg”. Og den 29. november havde vi præsentation af den nye bog ”Hillerød i 1963” i samarbejde med Bog & Idé i Slotsgade.
Så lidt om foreningens udgivelser i 2013. Vi har som sædvanlig udgivet 3 numre af medlemsbladet i 2013. Redaktør og layouter er Eva Holm-Nielsen, og ud over foreningsmeddelelser har bladet bragt artikler om ”Et offentligt fruentimmer” her fra egnen, Mogens Hansens artikel om Stormtroppernes indtog i Hillerød i 1933, min artikel om den 200-årige teaterforeningen ”Hillerøds Thalia”, og en artikel, hvor den gamle modstandsmand Murer-Tonny fortalte, Mogens’ artikel om Hillerøds illegale radiosender under besættelsen, Marianne Fabricius om Anna Sofie Hansen, maleren Jakob Hansens søster, min artikel om tegneren Jørgen Mogensen, samt Peter Schmaltz’ artikel Breaking News 1848 – om urmagersvenden fra Helsingørsgade og hans liv under treårskrigen 1848-50.
Hillerød-Kalenderen udkom som sædvanlig op til jul, og vi valgte at gentage ideen med at vise fotografier fra byen før-og-nu. Udvalget bag kalenderen var igen i år Mona Petersen, Eva Holm-Nielsen og undertegnede, og Henrik Selsøe Sørensen bidrog også med det tekniske. Selv om billedkalendere ikke er så meget brugt mere som før i tiden, har vi mange trofaste købere, så vi har holdt liv i traditionen, om end med et mindre oplag. Tak for lån af billeder både fra private og fra vores arkiver rundt om i kommunen. En særlig tak til Hillerød Postens redaktør og fotograf John Jessen Hansen, som igen i år leverede det fine forsidebillede til 2014-kalenderen.
Og så var 2013 jo året, hvor vi udgav en bog, vi har glædet os meget til: Billedbogen ”Hillerød i 1963” med Mogens Selsøe Sørensens optagelser fra Hillerød og Frederiksborg Slotssogn for 50 år siden – en udgivelse, som er layoutet af Eva Holm-Nielsen, og som vi har haft stor glæde af. Ved præsentationen var bl.a. byens tidligere byplankonsulent Vibeke Dalgas til stede – som selv havde skrevet et forord – og selvfølgelig Henrik Selsøe, som havde stillet billederne til rådighed og skrevet et forord om sin far.
Her til slut et par bemærkninger om forskelligt.
Som noget nyt deltog vi i 2013 med 4 fra bestyrelsen i foreningsarrangementet ”Frivillig Fredag” på Hillerød Bibliotek, hvilket både gav nye medlemmer og nye kontakter, så det har vi besluttet at tilmelde os igen i år. Vi har også i 2013 indmeldt os som foreningsmedlem af Frivilligcentret, hvilket både giver os mulighed for fortsat at holde bestyrelsesmøder dér og kan give os andre muligheder og kontakter.
Æresprisen ”Årets Hus i Hillerød” har vi jo lagt i mølposen som omtalt sidste år. Til gengæld har vi her i februar fået sat en messingplade på Jakob Knudsens bolig i Grønnegade. Det er jo med til at fastholde mindet om en person, der for 100 år siden betød meget, både lokalt og nationalt. Måske kan der her være en anden måde, Hillerød Lokalhistoriske Forening kan markere sig på. Mindeplader skal ikke overdrives, men vi kan overveje det.
Medlemskontakten har vi forbedret via muligheden for e-mail. Der er flere og flere, der har givet os deres e-mail-adresser. Hvis et arrangement er planlagt i meget god tid, annonceres det selvsagt i medlemsbladet, og ellers skriver Amtsavisen og Hillerød Posten gerne om det. Men som supplement er en nyhedsmail en god idé for de medlemmer, der ønsker at få den form for beskeder. Vi vil stadig gerne have disse mail-adresser.
Mht. det digitale, så vil jeg nævne, at Aase Hansen fra bestyrelsen jævnligt opdaterer medlemsbladets meget store navneregister, der så kan lægges på internettet i tilknytning til foreningens hjemmeside. Vi planlægger at lægge en ny opdateret version ud i år på vores hjemmeside, LFHK.dk, der har Henrik Selsøe Sørensen som webmaster.
Fast punkt her til slut er også omtale af vores forenings gode samarbejde med de andre lokalhistoriske foreninger og arkiver i Hillerød Kommune. Jeg har tidligere nævnt samarbejdet med Folkemuseet om en rundvisning i efteråret. Vi har via Lokalhistorisk Samvirke været med til at arbejde på at fremme det fælles registreringsarbejde i de lokale arkiver (Arkibas), og det er mit indtryk, at det går fremad de fleste steder. Specielt for Folkemuseet, der jo fra 1. januar 2014 er blevet afhændet af Nordsjællands Museumsforening og nu indgår i Museum Nordsjælland, må vi forvente, at den fusion tærer på kræfterne. Så vi må se lidt tålmodigt på mulighederne for at intensivere samarbejdet.
Her til slut vil vi benytte lejligheden til at sige hjertelig tak til vores samarbejdspartnere og sponsorer. Jeg vil godt her nævne alle sponsorer – både nye og gamle trofaste: Frederiksborgmuseet. Dines Jørgensen; Rådgivende Ingeniører; Hillerød Borgerstiftelse;
Hillerød Industri- og Håndværkerforening; Holte Vinlager, Hillerød; Ullerød SuperBrugs;
PWC, Hillerød; FOSS og Spar Nord Hillerød. Mange tak for jeres støtte til foreningens arbejde. Vi påskønner selvfølgelig den økonomiske side af sponsoratet, men også det skulderklap fra byens side, der ligger i sådan en støtte.
Til slut vil jeg som formand takke bestyrelsen og suppleanterne for et rigtig godt samarbejde. Hver især har noget at bidrage med, og alle går til opgaverne med godt humør, gode ideer og ihærdighed. Tak!